Tennisregler

Der findes et hav af regler i tennis. Her har vi samlet dem, du har brug for, når du skal spille en kamp.

Brug oversigten til at hoppe direkte til den regel, du er i tvivl om.

Pointtælling kort fortalt

Det vigtigste at kunne, når I står på banen.

Parti15, 30, 40, parti. Ved 40-40 skal du vinde to bolde i træk.
SætFørst til 6 partier med mindst to i forskel.
TiebreakVed 6-6. Først til 7 point med mindst to i forskel.
KampSom regel bedst af 3 sæt.

Før kampen

Lodtrækning: ketcher eller mønt

Inden kampen afgør I, hvem der server først, og hvem der starter på hvilken banehalvdel. Uden dommer gør man det typisk ved at snurre en ketcher. Næsten alle ketchere har et usymmetrisk logo i bunden af grebet, så man kan gætte på, hvordan den lander. Med dommer bruger man et møntkast.

Vinderen af lodtrækningen vælger, om de vil serve, eller hvilken banehalvdel de vil starte på. Modstanderen vælger derefter det, der er tilbage.

Bolden i spil

Serven

Serveren står bag baglinjen, mellem midtermærket og sidelinjen på den side, der serves fra. Modtageren må stå, hvor han vil. Serveren har to forsøg til at få bolden over nettet og ned i det rigtige servefelt.

Man må gerne hoppe i serven, men fødderne må ikke røre baglinjen eller banen, før bolden er ramt. Tilløb er ikke tilladt. Kaster serveren bolden op og svinger uden at ramme den, er det en fejlserv. Man må dog godt kaste bolden op og gribe den uden at svinge.

Rammer serven nettet og lander i det rigtige servefelt, er det en netserv, og serveren får et nyt forsøg. Det kan ske så mange gange i træk som helst. Lander bolden uden for servefeltet efter at have ramt nettet, er det en fejlserv.

Hvornår er bolden tabt?

Slår du bolden i nettet eller uden for sidelinjen eller baglinjen, taber du bolden.

Rammer modstanderen bolden i luften, før den lander, kan den ikke dømmes ude, selvom den var på vej ud. Det er dog god skik, at man godt må tage en bold, der helt tydeligt er ude, før den rammer jorden.

Nettet

Hverken du, dit tøj eller din ketcher må røre nettet, mens bolden er i spil. Gør du det, taber du bolden. Du må heller ikke slå til bolden, før den har passeret nettet.

Undtagelsen er, hvis bolden har ramt din banehalvdel og på grund af skru eller vind hopper tilbage over nettet. Så må du række over og slå til den, så længe du ikke rører nettet eller modstanderens banehalvdel.

Du må også gerne svinge ketcheren ind over nettet, hvis du har ramt bolden på din egen side. Det ses ofte ved flugtninger tæt på nettet.

Slaget

Et slag må gerne ramme netkanten, netstolperne eller singlepindene, hvis bolden derefter lander inden for modstanderens banehalvdel. Du må også slå bolden uden om nettet og stolperne, selvom den er under nettets højde. Bolden må kun hoppe én gang, før den returneres.

Du taber bolden, hvis du bevidst rammer den to gange, eller hvis den bliver slynget eller båret på ketcheren i slaget. Det samme gælder, hvis du kaster ketcheren efter bolden for at ramme den, fx når modstanderen lobber over dig.

Inde eller ude

En bold er først ude, når den har ramt jorden uden for banen, så du skal ikke stoppe den i luften. Rammer bolden linjen, er den inde, både i serven og i spillet.

Bolden kan hoppe skævt, når den rammer linjen, og det er en del af spillet. På grusbaner efterlader bolden et mærke, som I kan bruge til at afgøre, om den var inde eller ude.

Point, partier og sæt

Partier

For at vinde et parti skal du vinde fire bolde og være mindst to foran. Pointene tælles 15, 30, 40 og parti.

Står det 40-40, er det lige. Vinder du den næste bold, har du fordel, og vinder du også bolden efter, er partiet dit. Taber du den, er det lige igen.

Sæt og kamp

Et sæt vinder den, der først har vundet seks partier med mindst to i forskel, fx 6-3. Står det 5-5, spiller man til 7. Ender det 6-6, afgøres sættet i en tiebreak.

En kamp spilles som regel bedst af tre sæt. I de store grand slam-turneringer spiller herrerne bedst af fem.

Tiebreak

Tiebreaken vinder den, der først får syv point med mindst to i forskel, fx 7-5. Der er ingen grænse, så i teorien kan den fortsætte i det uendelige.

Den spiller, der ikke servede i partiet før tiebreaken, server det første point. Derefter skifter serven efter hvert andet point: modstanderen server point 2 og 3, den første server point 4 og 5, og så videre.

Sideskift

Man skifter side, når der er spillet et ulige antal partier i sættet, altså efter første, tredje, femte parti og så videre, uanset hvem der har vundet dem. Efter et sæt skifter man kun side, hvis sættets samlede antal partier er ulige.

I en tiebreak skifter man side efter hvert sjette point.

Prøv reglerne af på banen

Den bedste måde at lære reglerne på er at spille. Kom til en prøvetræning, så hjælper vi dig i gang.